Åh det kender jeg ALT for godt. I 2012, da vi mistede både far, bror, og 2 andre familiemedlemmer, gjorde jeg ALT, for at undgå smerten.

Jeg troede ikke selv, det var det jeg gjorde, men det var det. Det er os bare vigtigt, at forstå, at det er en forsvarsmekanisme, som bliver nødt til, at være der.

Det er menneskeligt umuligt, at rumme flere dødsfald, på så kort tid.

I dag når jeg tænker tilbage, bliver jeg stadigvæk overvældet, overvældet over, hvordan pokker jeg kunne gå på arbejde, være mor, klare andre dagligdags udfordringer, samt rende til begravelser osv, med 4 dødsfald på 3 1/2 måned.

Det troede jeg så os, at  jeg kunne.  Jeg er blevet klogere. Det bliver man vist automatisk, efter hvert dødsfald, man oplever.

Man lærer noget nyt, om sig selv hver gang.

Alting har en pris ! Ofte kommer “ regningen” bare meget senere. Jeg har en belastningsreaktion, det har jeg haft flere år nu, den er vist kommet for at blive.

Som et ar på sjælen, et evigt “ minde”. Der er nød til, at være en del af mig nu. Til jer, der kender det, at miste mange på kort tid, tak fordi i forstår !

Til jer, der endnu ikke har prøvet det, det gør mig ondt, hvis det sker 🖤