Jeg er vokset op alene, med min mor og søster – indtil mor fandt en kæreste . Derfor har pengene altid været små, da vi var børn.

Jeg var derfor ret heldig, at jeg havde Helle, da jeg ofte enten arvede hendes tøj, eller lånte af hende.

Nå, men på et tidspunkt blev basketstøvler højeste mode. Jeg tror det var da jeg var 10-12 år. Alle havde dem, bare ikke mig!

Jeg kan huske hvordan jeg misundte dem fra min klasse, som havde fået nogen.

Jeg kunne jo næsten ikke tænke på andet, end de der støvler.

Jeg startede først med at arbejde, da jeg var 12 så jeg har nok ikke selv, kunne købe dem.

Nå, men jeg husker ikke helt konkret hvordan eller hvorfor, men en dag har mor købt et par til mig.

Jeg tror de fleste fra min generation kan huske, eller genkende det der med den glæde, ved at få noget nyt!

Den tid er jo længst forbi, i dag tror jeg ikke den’ der glæde findes, ikke på samme måde.

Jeg var ofte i svømmehallen, da jeg var pre’ – teenager. Det var DET man gjorde, som ung i Hjørring.

Jeg skulle os i “svømmeren” den dag, jeg fik min nye støvler.

For dælen jeg var pavestolt, da jeg troppede op og lignede alle andre pre’ teenagere. Måske os lidt sej!

Nå, men vi får svømmet, og skal selvfølgelig op, da se lukker, for man skal lige nå, at købe et glas rød saftevand os.

Jeg kommer ud, og begynder at tage mit tøj på. Til min store forbavselse opdager jeg så, at mine nye støvler var væk !

Nejjj er du svimmel, jeg fik stress. Jeg er ret sikker på, jeg os begyndte at koge i ansigtet! En nervøsitets stress rødme.

Den tror jeg mange kan huske, når man ved der er skideballe, når man kom hjem.

Jeg husker den ihvertfald tydeligt ! Den der rødme der breder sig i hele ansigtet, mens man er helt hvid rundt om næsen.

Jeg ledte og ledte efter de skide støvler, men svømmehallen skulle jo lukke.

Den dag måtte jeg tage hjem i strømpesokker, vi havde nemlig ingen bil, så jeg cyklede altid eller tog bussen.

Det regnede os, for det var efterår !

Mit liv kunne næsten ikke blive værre. Jeg var dælme slukøret da jeg kom hjem, jeg var os lidt bange, for mor kunne blive temmelig hidsig.

Jeg tror os jeg fik mange skældud, men jeg tror mere, det var fordi mor godt vidste, at jeg jo ikke kunne få et nyt par. Det havde hun ikke råd til.

Jeg glemmer det aldrig, at gå fra at være så vildt glad, til nærmest at tude sig selv i søvn, på under 5 timer … det var ikke særlig fedt!

Og til den spasser i Hjørring svømmehal, der stjal min støvler, jeg håber fandme de var gode at gå i ….