I går aftes, da jeg kom hjem fra sygehuset, var jeg alene hjemme. Min søn var på arbejde, og så kom uroen.

Jeg kunne mærke, at jeg til trods for, at jeg var vildt træt, os fik en helt vildt uro.

Jeg havde ondt i maven. Jeg skulle ordne nogle praktiske ting, men følte ikke helt, jeg kunne afslutte en ting, før jeg gik igang, med noget nyt.

Mit hovede kværnede. Jeg var træt, bekymret, ked af det, stresset, det føltes som om, at hele min krop rystede. Faktisk måtte jeg lige sætte mig, et øjeblik, for min krop begyndte faktisk, at ryste.

Vildt ubehageligt. Den der, forbandet uro!

Pludselig, skriver min søster Helle til mig ! Hun har det præcis, som jeg har det. Jeg ringer hende op, og vi taler sammen lidt, for ligesom, at ” berolige ” hinanden.

Godt nok, er vores søster Inger, i trygge hænder på Aalborg Sygehus, men alligevel. Vi er begge stadigvæk, meget bange for, om der kan gå noget galt !

Vi bliver kastet tilbage, i alle de uforløste hændelser, dødsfald, chok, tidligere kriser. De ligger dybt i os alle tror jeg.

Det tager kun et’ splitsekund, at være tilbage, til dengang da Inger var indlagt i 2015, og fik blodpropper i hjernen, og hjertet !

Det tager kun et’ splitsekund, at være tilbage, til dengang, da Far døde…..dengang da Kaj døde, og ikke mindst, dengang, da Simon blev dræbt ! Kroppen husker… den husker alt for godt !

Det er en naturlig reaktion, oven på chokket, men stadigvæk vildt ubehageligt.

Trætheden blev overvældende, og jeg gik i seng. Med en million tanker, flyvende i hovedet. Jeg sov så 9 timer i streg, hvilket et meget sjældent ! Men gud, hvor var det tiltrængt ……

Til trods for, alle de følelser, jeg(vi) gennemlever lige nu, så er jeg jo os skide taknemlig. Taknemlig for, at vores søster klarede den, endnu engang – pyha, MEN.. jeg tror altid, jeg vil være en smule bange, fordi vores søster er multi – syg ♡