Da jeg kom valsende ind, til min fys. aftale, var det første hun sagde til mig * hvor søren er dine krykker*  ! * Åh, jamen altså, jeg er gået igennem haven herover, det tager kun 1. minut, frem for, hvis jeg skal hele vejen udenom, og så gå, med krykkerne*. Vi aftalte derfor, at når jeg går væk, fra min have, så har jeg de krykker med…suk !

Men, det er så os fordi, at jeg har væske, hævelse, og ondt i knæet, og stadigvæk lidt for hævet i hoften/låret ( har målt ca. 5 cm til forskel ). Min Fys. mener, at jeg har været lidt for aktiv. Faktisk sagde hun, at det var bedst, hvis jeg kunne være helt inaktiv, i stedet for det modsatte.

Men, altså come on, det er da nok det sværeste i hele verden. Heldigvis hjælper,  alt det her plaster, jo ret godt. Jeg har os lovet, at jeg forsøger, at høre lidt bedre efter. På en måde, kommer det helt, af sig selv, for når jeg har bevæget mig lidt for meget, gør det stadigvæk skide ondt, på den trælse måde.

Men, er alligevel lidt glad, for nu er jeg oppe på 5 min om dagen, på min kondicykel. Den 1 uge kunne jeg max. cykle 1 minut.   Jeg GLÆDER mig til, om et par måneder, for så kan jeg måske danse lidt igen. Jeg glæder mig bare til, at alt er *som før* altså, at der ikke er nogen begrænsninger, og at jeg ikke, skal døje med hævet knæ, og uro om natten.

Hold kæft, hvor jeg savner, at danse rundt !

Jeg synes godt nok, at nætterne har været jævnt trælse. Jeg sover i forvejen dårligt. Gud jøsses, de sidste 4 uger, har været et mareridt. Så vågner jeg pludselig ved, at jeg har lagt forkert, og så kan jeg slet ikke bevæge mit dårlige ben, og tænker *hjælp, hvordan fanden skal jeg lige få det ben flyttet*.

Hahah… men, selvfølgelig får jeg flyttet det, selvom det gør pænt ondt. Hvis du, har fået sådan en operation her, så ved du sikkert godt, hvad jeg mener.

Hold kæft, hvor jeg savner, at danse rundt i min lejlighed ( det plejer jeg, at gøre hver dag, jeg elsker at springe rundt). Men, jeg vidste godt på forhånd, at det ville blive en’, af de ting, jeg virkelig ville savne, mens jeg kommer ovenpå igen !

Det eneste, jeg kan trøste mig med er, at det BLIVER bedre. Heldigvis kommer dagen pludselig, hvor jeg kan fræse rundt, og gøre alle de ting, som jeg plejer, at gøre. Der er jo desværre mange mennesker, der døjer med ting, der er meget værre. Mennesker, som måske ikke, får deres førlighed tilbage igen. Men, som min fys. sagde til mig * Tålmodighed er det vigtigste, og det sværeste, efter en operation* og det vil jeg virkelig give hende ret i…..

Det eneste plus er, at jeg er blevet sindssygt brun…..Altså, på den ene side! Jeg kan nemlig ikke ligge på maven endnu.. !