Hjemme hos os er det faktisk forbudt, at sige farvel. Det er ikke noget jeg har fundet på, men derimod min søn.

Jeg glemmer det indimellem, og så får jeg verbale hug. ” Mor det hedder vi ses”. Han bryder sig ikke, om ordet farvel.

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor han har det sådan, men på mange måder, har han jo ret. Farvel er jo ret beset en afsked. Eller, det kan det ofte være.

Jeg har taget mange afskeder i mit liv. Nogen med stor glæde. Andre med sorg, og knude i maven.

Det værste farvel, er selvfølgelig det farvel, der er uigenkaldelig.

At, sige verden farvel … er voldsomt. Ikke for den døde, men for alle andre.

Da jeg nåede til mit 4 farvel på ca. 3 måneder, begyndte jeg at blive ret vred på livet. Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle gøre med alle de følelser.

N år jeg tænker tilbage ved  jeg, at jeg faktisk, blev ret “numb”. Hvor skulle jeg dog, flytte alt min smerte hen.

Forsøgte, at finde en måde, at bearbejde sorgen på,  men det kunne jeg ikke. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde.

Jeg havde læst mig frem til, at man som hovedregel siger, at det ca. tager 2 år, at bearbejde en sorg.

Jeg gik lidt i panik og tænkte what, skal jeg se frem til 8 år, i dette følelsesmæssige helvede !

Det gør fandme ondt !

Heldigvis er det ikke sådan man kan,og skal se på det. Det er heller ikke sådan jeg føler det er.

For hver dag der går, bliver sorgen anderledes. Den forsvinder ikke, den ændrer sig.

Der er nu gået 5 år. Det er måske mest mig, der har ændret mig ! sorgen har ændret mig. Jeg synes, det er en lang, tung vej. En vej, der har lært mig meget, både om andre, men så sandelig også, om mig selv.

Mens jeg skriver det her, kan jeg godt mærk, en knude i min mave. Det er nogle gange stadigvæk skide svært, at tænke tilbage, fordi alle disse minder automatisk, kommer til, at stå knivskarpt.

Og det gør ondt……

Det skal gøre ondt, det er jeg klar over. Nogen gange ville jeg ønske, jeg kunne putte sorgen, i en stor sort boks, og bare begrave den i haven.

Bede den om, at skride af helvede til !

Skrige til sorgen, at jeg vil ha’ min familie tilbage , der er så meget, jeg aldrig fik sagt.

Jeg nåede det ikke. En’ dag her, den næste dag borte. Farvel blev der sagt!

Imens går livet videre, på godt og ondt. I morgen er der atter en dag, og hvem ved, måske skinner solen der.

“Det sidste farvel” er dedikeret, til Simon Martin Olesen f. 24.11 1967 ♥

Dræbt d. 20.8 2017

Nu er det dig,vi siger farvel til !  I hjertet gemt forevigt ♥

Bobby O *fejrer* Fars dag !

                                                 

 Udgivet 1 gang 28.08 2017