Så blev min operation endelig overstået.

Jeg skulle jo ha’ haft en ledlæbe operation, men inden operationen, skulle jeg tale med lægen, der skulle operere mig.

Fordi, jeg har fået en *afbudstid * til min operation, var det ikke den samme læge, som jeg har gået hos, der skulle operere mig.

Han skulle derfor lige gennemgå mine hofter, og jeg skulle lave nogle øvelser, fordi han ville være sikker på, at jeg fik den, efter hans mening, rette operation. Han informerede mig om, at ca. 46 % af alle kvinder på min alder, faktisk har en skade på ledlæben, uden de ved det, eller uden den generer.

Han mente, derfor at mit smertebillede mindede mest, om en bursitis, til trods for, at min ledlæbe er ødelagt.

Det blev derfor besluttet, en halv time før, at jeg skulle ha’ bursitis operationen i hoften, i stedet for. Det var jeg egentlig temmelig tilfreds med, for som han sagde, *det andet er en noget større operation, og såfremt det her ikke hjælper, må vi se på ledlæben bagefter*

Jeg blev lagt hen, og OP forløb, som den skulle. Jeg er bare ikke helt vildt god til, at være i narkose, for jeg kan nærmest ikke, vågne bagefter.

Jeg blev opereret 10.30, og var *relativ* vågen igen, ved 17 tiden, eller så relativ, at jeg fik lov til, at tage hjem.

Sølle Viggo, han havde siddet på stue 2, og gloet på, at jeg blev ved med, at sove, i alle de timer. Han er mors skat !

Sygeplejersken, havde os været inde mange gange, men hver gang, var jeg helt væk. Da jeg endelig er rimelig kontaktbar, får hun lige forklaret, at dem fra narkosen, er meget kede af, at jeg har et stort mærke, på min kind.

Jeg får blod mærker, så let som ingenting, og eftersom, jeg har haft tapet intubering slangen fast, så kan det ikke undre mig, at jeg fik et mærke.

Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg ikke fik det, men det går jo væk igen…. efter ca. 14 dage…haha SUK !

Viggo får fat i en kørestol, og han får mig bakset ind i bilen, og hjem. Jubbiii, jeg elsker, at jeg ikke skulle blive på sygehuset.

Da jeg kommer hjem, har mine underboer haft travlt, de har nemlig sat et gelænder op, så det ikke er så besværligt for mig, at komme ud.

Jeg har en meget stejl trappe, med 12 trin. Og jeg kunne godt forestille mig, hvor sjovt det ville blive, hvis jeg skulle kravle op, og ned uden, et gelænder. Hvis man har gode naboer, så er man virkelig heldig. Jeg er meget heldig, jeg elsker dem.

Nå, men jeg, går i seng for jeg er lidt groggy, og så begynder jeg ellers, at brække mig. Det vil slet ikke, stoppe igen.

Jeg har brækket mig, de sidste 24 timer, men jeg ved godt, at det er en blanding af, narkosen, og morfika. Jeg tåler det simpelthen så dårligt.

I dag, føler jeg mig lidt bedre tilpas, nok mest fordi, jeg ikke har brækket mig, siden i går aftes.

I dag, har jeg også, været igang med genoptræning herhjemme. Det skal man nemlig 2 * om dagen. I næste uge starter jeg, til fysioterapi.

Jaja, livet skal nok, blive godt igen.

Forhåbentlig, kommer jeg os til, at ligne mig selv lidt mere, om et par dage (læs; nok et par uger).

Hold kæft, så grim man bliver, når man har været i narkose, eller JEG gør. Jeg hæver op i hele kroppen, særligt under øjnene, og min mave bliver helt forstyrret. Der er igen tarme med charme her.

Om 3-4 måneder er jeg forhåbentlig, i gang med, at hoppe, og danse rundt – ligesom jeg plejer !