Jeg tror alle der har prøvet at miste, kender denne følelse ! Eller kan man kalde det en følelse når det ikke helt kan beskrives ?

Jeg synes det var, og er svært når jeg skal forsøge, at sætte ord på det, der bedst forstås af andre, når det er meget beskrivende – altså for dem der ikke har prøvet, at miste.. endnu !

Hvordan forklarer man, at man føler sig død indeni ? Jeg mener vi ved jo ikke hvordan, det føles at være død .

Derfor bruger vi ord, vi tænker kan være beskrivende, eller beskrivende nok, til at samfundet også forstår. Beskrivende så vi håber alle andre kan forstå.

Mens man er i de første faser af sorgen, er ordet “ numb” det ord jeg personligt genkender bedst. Eller det ord jeg føler, der bedst beskriver, det jeg føler !

For egentlig følte jeg absolut intet andet end tomhed, og smerte !

Følelsen der kan virke velkendt , men som kan være svær at beskrive….uden man bliver misforstået !

Måske er det i grunden det modsatte der sker, vi gør alt for at forblive “ numb” fordi vi derved, ikke behøver mærke efter !

Jeg gjorde helt sikkert . Jeg forsøgte, som jeg har gjort hele mit liv – at arbejde mig “ væk” fra sorgen. Væk fra det der gjorde ondt.

Troede derved at jeg så slap for, at forholde mig til det.

Jeg tog satme fejl !

Det gik i en lang periode, måske var det os gået i endnu længere tid, hvis mine efterfølgende livsvalg have haft et positivt udfald, og ikke negativt.

Men sådan er der jo så meget her i livet, man kun kan gisne om.

For hvad enten vi har lyst eller ej, så blive vi tvunget til at mærke efter !

Man kan holde det tilbage i meget lang tid, også selvom man måske kun giver efter,lidt efter lidt.

Den higen efter, at alt skal være som “ før” …..den kan til tider fylde meget, ihvertfald i mine tanker.

Frustrationen over, hvorfor det er så svært at finde “hjælp”. Hvem kan tage den smerte fra mig ? Ingen… absolut ingen, det er en vej man selv skal gå, man famler blinde, forsøger at kontrollere det.

Det nok det jeg havde det sværest med. Det har jeg stadigvæk indimellem – når det lige rammer, for det gør det stadigvæk.

Indimellem tænker jeg, “nu er det ikke helt så slemt, som det var”… men når det rammer, så føles det slemt, det føles som noget jeg absolut ikke orker!

Jeg bliver vildt træt i hovedet, og i kroppen, som om jeg lige tog 50 kg på, på et kort sekund. Det er nok, den bedste måde, jeg kan beskrive det på.  – * Når, sorgen er på besøg* !

Jeg kan os mærke, at rigtig mange ting, og samtaler “ keder mig ihjel”. Emner, der ulmer eller fylder i samfundet, brok brok brok. Jeg tænker faktisk tit “ hold nu bare kæft lidt”!

Der er efter min mening, alt for meget brok, og alt for lidt, taknemmelighed….

Som Marie Key så smukt synger ” mindre snak, og mere musik” !  Jeg kunne ikke, være mere enig….!!!