Lige meget hvor hårdt, jeg prøver… så flyver mine tanker, ud af min mund om, og om, igen !

“Nå, for pokker, må man ikke sige det’ til folk”.

Må man ikke sige sandheden, skal alting altid “glorificeres” ?!

Nope, jeg gør det ikke.

Altså nogen gange, burde jeg måske, men jeg når kun lige, at tænke “ måske det ikke er smart, at sige -vupti så har jeg, allerede sagt det højt.

Engang imellem, lader jeg dog være med at, sige noget, for det er faktisk ikke altid, det er det værd.

Engang da jeg var barn, omkring de 7 år,  cyklede jeg på græsset, og en vred mand råbte af mig, fra sin altan  “ kan du så lade være med, at cykle på græsset”?

Ud af min mund fløj det bare “tror du ikke bare, du skal gå ind, og se fjernsyn”!

Når jeg tænker tilbage, kan jeg jo godt se, at det må ha’ lydt meget flabet, men det var ikke min hensigt. Det fløj bare ud af min mund, og så skyndte jeg mig, at cykle videre.

Desuden har jeg, jo som sagt, en tendens til, at sige, det mange kun tænker.

Jeg taler os med mig selv.

Det er både godt og skidt, for ikke alle mennesker, tåler den form for sandheder, og bestemt ikke i så rå en form.

Jeg er glad for, at mennesker er forskellige.

Til mit forsvar, vil jeg bare sige, at det er altså nemmere, at omgås mennesker, der siger deres ærlige mening, fremfor dem, der siger det, de tror lyder bedst…

” Er den her kjole pæn til mig ?, nej du ligner faktisk pis”