Ikke alle stedfædre er lige rare!

Vores var ihvertfald ikke. Han var et dumt møgsvin ! Han er heldigvis død. Det er normalvis, ikke noget, jeg ønsker for nogen, men lige ham her, han var simpelthen skadet.

Han var alkoholiker, og afhængig af smertestillende piller. Han kunne snilt drikke, en hel kasse Tuborg, om dagen. Der var altid, den der klamme søde lugt, af øl. Jeg kan næsten få kvalme, bare ved tanken. Faktisk, så hader jeg, lugten af øl.

Mennesker, der konstant lugter af øl. Jeg synes, det er skide ulækkert. Og, så morede han sig gevaldigt med, at terrorisere mig, med psykisk vold. Han var oftest til stor gene, for alle i hans omgivelser.

Jeg hader virkelig, når jeg tænker tilbage på den tid. Han boede hos os, fra jeg var omkring 11 -12 år, og indtil,  jeg flyttede til England, som 17 årig.

Lige de mest kritiske år, for en pre- teenager. Rollemodel, ej vel !

Jeg kan mærke, hvordan vreden, og frustrationen kommer flyvende direkte ned i maven, mens jeg skriver det her. Jeg får det næsten fysisk dårlig, når jeg tænker tilbage, på de år.

Jeg gjorde ALT, for ikke at være hjemme. Jeg forsøgte, at få lov til, at komme på efterskole. Jeg fik ikke lov.

Jeg flygtede, så snart jeg havde mulighed for det. Jeg var rigtig meget hos min kusine Annika, men jeg boede os en del, hos min veninde Heidi, mens vi gik i 10. klasse. Faktisk boede jeg der, det meste af 10. klasse.

Heldigvis, var min søster Helle, som jo er 5 år ældre end mig, flyttet hjemmefra. Godt nok havde hun en lejlighed, lige under vores, men der var en dør, man kunne låse, og være i ” fred”.

Der var jeg os rigtig meget. Et frirum, et tilflugtssted !

Det der med, at have venner med hjem, det var med bekymring, jeg gjorde det. Godt nok, var min stedfar en mega god skuespiller, og kunne være vildt sød, men nogle vores venner, har set hans sande ansigt !

Når, jeg kom hjem fra skole, stod jeg altid lige et øjeblik udenfor vores dør, inden jeg låste op – for at høre, om der var noget, jeg skulle være opmærksom på, inden jeg gik ind. Jeg forsøgte, at lytte gennem døren, for at se, om jeg kunne fornemme stemningen.

Jeg vidste aldrig, om det var et smil, jeg blev mødt med, eller ” jeg kan ikke se dig, du eksisterer ikke ” ansigtet !

På mange måder, er det ikke sundt, for et barn. Altid, at skulle være på vagt. Aldrig, at vide hvad det næste øjeblik bød på.Var de venner, eller igen uvenner.

Når, de var venner, var det jo ok, at være hjemme. Når de var uvenner, hvilket de var, det meste af tiden, blev jeg som en skygge, af mig selv. Der blev råbt meget, meget højt. Eller, det kom jeg selvfølgelig an på, hvor fuld, og skæv han var…

Til trods for, at jeg kun var 11-12 år, kunne jeg gennem væggen høre, hvordan min stedfar kaldte mig, og min søster rigtig grimme ting. Virkelig, virkelig grimme ting !

Temmelig sikkert, et vagt forsøg på, at få mor, til at skændes med ham. Vi var lokkemaden.

Da Helle flyttede, var jeg alene, om den tjans !

Jeg havde meget ofte, ondt i maven. Det problem har jeg stadigvæk, altså det der, med ondt i maven. Det er ligesom om, at det er blevet hængende, siden dengang.

Jeg har altid, haft det meget anstrengt med, når nogen råber højt. Jeg har faktisk aldrig rigtig forstået, nødvendigheden, af det. Nuvel, jeg kan virkelig os blive hidsig. Men, der skal faktisk meget til, før jeg skriger af andre.

Måske, er det manglende intelligens. Måske, er det afmagt. Måske, er det social arv, når den er værst. Ofte, ses den form for opførsel, hos mennesker, der har et blandingsmisbrug.

Når ord slipper op, eller alkoholen tager over, er der en del mennesker, der enten slår, eller skriger af andre.

Sygt!  Jeg synes sgu’, det er lidt sygt. Men egentlig os, temmelig trist.

Jeg kan tage mig selv i, at blive Dorthe 12 år igen, når jeg oplever situationer, der minder om dem, fra min barndom.

Jeg, har siddet MANGE timer, på trappen og ventet på, at mor skulle komme hjem, når jeg havde glemt min nøgle. Jeg kunne høre min stedfar, gå rundt i lejligheden.

Jeg plejede , at lure gennem brevsprækken. Han vidste godt, at jeg sad på trappen. Han valgte bare, at han ikke, ville åbne for mig.

De gange, jeg var alene med ham, smækkede han helt bevidst med alle skabe, og skuffer. Meget højlydt ! Det var en del, af hans måde, at terrorisere mig på.

Andre gange, var han vildt sød, overfor mig ! Nå, ja han var os god til, at tegne.

Der findes mange ubehagelige mennesker, i vores samfund. De har altid været der, og det vil de altid være.

Jeg ved, der er mange mennesker, der har oplevet ting, der minder, om min historie. Jeg ved os, at der er mange , der har oplevet ting, der har været meget værre.

Det her er kun, små brudstykker, af det der skete dengang.

Jeg, har brugt mange timer alene, i mørket på trappen. Det bliver man faktisk, en lille smule skadet, af.

Senere i livet, kan man, hvis man formår –  vælge, om man vil lære af det, eller lade det definere, hvem man er. Jeg har lært. Jeg har lært rigtig meget, til trods for, at jeg indimellem hellere, ville ha’ været foruden.

Jeg har os lært, at jeg altid, vil  hade ham, på en eller anden måde. Men, det er faktisk helt ok, så længe man ikke lader det forpurre ens liv.