Kan vi ikke bare blive enig om, at sorg IKKE skal være et TABU!? Tak…..

Hvordan kan jeg hjælpe andre i sorg ! Den tanke fylder rigtig meget hos mig.

Egentlig kan det for nogen måske virke som utopi, at ville hjælpe andre, når jeg stadigvæk selv, har min egen sorg, at bære på. Stadigvæk forsøger, at finde et ståsted, i min sorg.

Jeg føler bare, at jeg er nød til, at ” dele” mine tanker, at dele det jeg ved, om sorg – og hvad sorg kan gøre ved en’ !

Dele det, fordi jeg ved, sorg er ensomt. Sorg er tabu. Sorg burde, være mere naturligt. Noget, der er ok, at tale om, os efter den første uge.

Problemet er bare, at sorg først rigtigt forstås, i det øjeblik, man selv mærker det.

Man kan læse, studere, og tale med folk, om sorg. Om det at bære en sorg. Om det, at være i sorg. Om det, at ens verden falder fuldstændig fra hinanden. Om det, at man pludselig ikke kan mærke sig selv længere.

Men, forståelsen opnås først, i det øjeblik, man selv står i lort til halsen, og ikke forstår sig selv, og sine reaktioner, fordi det er så individuel, en smerte at opleve. At gennemleve. At “OVERLEVE”.

Hvordan kan vi som samfund, gøre det mere acceptabelt, at ikke alle sørger ens ?

Hvordan kan vi som samfund, tilbyde individuel hjælp ?

Hvordan kan vi som samfund, gøre byrden mindre, for den, der sørger ? Kan vi overhovedet det ?

Jeg ser, at ” Børn, Unge & Sorg” virkelig forsøger. De har om nogen, hjulpet sorgen, på en lidt lettere vej. Ikke for alle, men for nogen.

Der er heldigvis flere personer, der har forsøgt, at råbe samfundet op. Men ikke alle, får den rette hjælp.

Ikke alle bor i nærheden, af et sorg center. Ikke alle har ressourcer, til at finde vej, til den rette hjælp.

Det handler også, om tabu. Hvem tør tale højt, om deres sårbarhed heder, deres skrøbelighed.

Sundhedssystemet er, som jeg ser det, heller ikke opdateret, i at håndtere mennesker i sorg. Ikke, den massive sorg. Jeg sidder stadigvæk med følelsen af, at jeg gerne ville have haft flere redskaber, til at kapere, de mange dødsfald i vores familie.

I mit tilfælde, føler jeg, at det er for sent. Men, det er det muligvis ikke for andre. Forhåbentligt, vil diagnosen “kompliceret sorg” kunne give nogen, den hjælp, de vitterligt mangler.

Spørgsmålet er, om sundhedssystemet nogensinde, bliver opdateret nok, til denne opgave. Jeg ved sorg diagnosen, på ICD – 10 skalaen(der bliver til ICD – 11 i år), er et stort fremskridt.

Personligt, er jeg stadigvæk, af den overbevisning, at sorg i sig selv, ikke er en diagnose, men sorg absolut kan udløse, andre diagnoser.

Kompliceret sorg, er dog anderledes, end almindelig sorg. Den kan for nogen, være med til, at give det frirum, der i dag ikke er muligt. Derved bifalder, jeg selvfølgelig, at denne diagnosen er blevet anerkendt.

Den diagnose, vil uvilkårligt blive, eller ikke kun blive, men kommer uvilkårligt til, at skabe en heftig sund debat (der er allerede mange debatter). Det er i bund, og grund rigtig godt, for jo mere vi tør tale, om sorg,  jo mindre tabubelagt, vil det os blive – med tiden.

 

♥VELKOMMEN KOMPLICERET SORG♥

 

Hvis du vil vide mere om ICD – 10 skalaen, så læs her ↓

http://who.int