Jeg har åbenbart en (for)underlig vane. Jeg taler rigtig tit med mig selv. Ikke bevidst, men måske mere, når jeg bliver lidt stresset.

Eftersom jeg næsten altid er stresset, så vil man ofte kunne se mig rende lidt i zig zag, små pludrende, med arm fakta matchende dertil.

Når jeg tænker nærmere over det, må det sgu være et sært syn. Jeg glemmer bare altid,at jeg faktisk gør det.

For nyligt var jeg i Horsens, hos min veninde Pia og hendes kæreste Jan. Jeg skulle til bryllup, og fik lov at overnatte hos dem.Faktisk  var det første gang, jeg sådan rigtigt mødte Jan.

Som altid er jeg forsinket. Jeg kan, og jeg mener vitterlig, KAN ikke komme til tiden til noget – overhovedet!

Mens jeg farer rundt for at blive klar, hører jeg pludselig Jans stemme “ Pia hvem taler hun med” hvortil Pia skriger af grin, og siger “ det skal du ikke tage dig af, det gør hun altid” .

Jeg fortsætter med at fise rundt, og pludre, griner og får sagt “ Nårh  ja ja Jan, det bliver du altså nød til at vænne dig til”. Jeg bliver færdig, flyver næsten ud af døren, da Victor allerede på det tidspunkt har ringet, og spurgt hvor pokker jeg bliver af !

Vi nåede det heldigvis, måske kom vi kun en lille bitte smule for sent, vi kørte faktisk os forkert, til trods for, at jeg har boet i Horsens 23 år.

Jeg kan nemlig heller ikke finde vej. Jeg er faktisk typen, der kan fare vild i en telefonboks….  men vi nåede det.  Dog havde jeg i farten, selvfølgelig glemt nøglen til Jan’s hus.Heldigvis opdagede jeg det, på vej til brylluppet. Jeg fik ringet til Pia, der igen skreg af grin, og jeg kunne nu, med ro i sindet feste videre, og vide, at jeg havde en seng, at sove i senere.

Efterfølgende har jeg ikke kunnet lade være med, at tænke på episoden. Jeg griner rigtig meget af mig selv( det gør jeg ofte), fordi det kan virke lidt små skørt, det der med at snakke med sig selv. Ikke fordi det gør mig noget, men jeg tænker mere “sølle Victor”.

Det her er nu ikke, et enestående tilfælde, men mere “ the story of my life” . Det må være hårdt til tider, at ha’ en mor, der stresser sådan rundt , og ALTID kommer i det sidste øjeblik, eller ALTID kommer for sent, for det gør jeg !

Dem, der kender mig virkelig godt ved, at et’ af mine yndling mottoer,  er “ jeg får stresssssssss” – men, man kan jo heldigvis ikke få noget, man allerede har!