Sorgen har mange ansigter. Det er selvfølgelig klart, eftersom vi sørger, på hver vores måde. Nogen græder meget. Nogen græder ikke med det samme, men først meget senere.

Jeg tror ikke på, at ens sorg, aldrig kommer ud.

Måske viser den sig, på andre måder, end man forventer. Måske kommer den ud, helt umotiveret. Måske gemmer man på den, i rigtig mange år, og pludselig en dag, bryder man sammen.

Jeg tror de fleste mennesker, vil opleve sammenbrud mange gange, mens de forsøger, at forstå hvad der er sket. Forstå hvem de er, efter sorgen har ramt dem.

Når jeg ser billeder af mig selv, fra før… og efter vores far døde, ser jeg en markant forandring. I de første par år efter de 4 dødsfald, kan jeg blive helt ked af, at se billeder af mig selv.

Mine øjne virker døde. Mit ansigt er forandret, på en måde, som jeg kan have svært ved, at sætte ord på.

Nå ja, og rynkerne. Rynkerne, eller ansigtstrækkene, var i et par år, meget forandret. Dybe furer, og glimtet i øjenene, var helt væk.

Nuvel, selvfølgelig har jeg stadigvæk rynker, jeg er jo 45 år. Men, som tiden er gået, er det som om, der er dage, hvor de er knapt så dybe mere. Det var nok alt det “saltvand”, der skabte furer….

Glimtet i øjnene, kommer tilbage, fra tid til anden. Det bliver bare aldrig, det samme igen.

Det bliver aldrig helt, det samme, som før.

Det er muligt, at det kun er jeg, der ser det. Ihvertfald det med øjnene. Men, det gør det ikke mindre sandt, af den grund. Mine øjne var tomme. Jeg var tom. Jeg følte mig sjæleløs. Jeg følte afmagt.

Jeg havde så mange spørgsmål, spørgsmål, der ikke kunne besvares, og  jeg manglede svar.

Vores brors død, er det dødsfald, der hjemsøgte mig, endda meget voldsomt.

Det gør det, desværre stadigvæk, indimellem.

Det var selvfølgelig os, det fjerde i rækken, på kort tid, og det kom, som et vildt chok. Jeg burde ha’ vidst, at han muligvis ikke blev gammel, men jeg havde ikke forventet, at han kun blev 49, og ville være død, kun tre måneder, efter fars bisættelse.

Men ALT her i livet, har en pris !

Da han døde, tog han så mange svar, med sig i graven. Det synes jeg var, og er stadigvæk den dag i dag, det sværeste for mig.

Alt det uopklarede. Alt det, der kun er tilbage, at gisne om, at formode, at forestille sig….at tro !

 

“Der er stadigvæk dage, hvor det æder, mine tanker op – jeg hader det”