Da jeg var barn, sådan ca. 10 år så jeg en film med min mor og mine søstre. Det var dengang VHS bare var alt.

Filmen var “ Gøgereden” med Jack Nicholson. Inden vi skulle se den, var mor en smule betænkelig, fordi jeg er uber sensitiv ..  eller det kan jeg virkelig være.

Hold nu kæft, jeg forstod hendes bekymring. 5 timer senere tudede jeg stadigvæk. Jeg synes den film var så frygtelig god, og meget trist og tragisk.Faktisk kan jeg stadigvæk huske, hvordan jeg sad ude på køkkenbordet, og tårerne bare blev ved og ved, med at komme.

Et par år senere, var det gysere jeg fik forbud mod at se! Nå, men essensen af det her er, at jeg har set enkelte film i min tid, der simpelthen næsten har taget livet af mig, eller måske nærmere har drænet mine tårekanaler.

For et par år siden, spurgte min søn og daværende svigerdatter, om ikke jeg ville se “The Fault In Our Stars ” samme med dem. Jeg havde set forfilm til den, og var ret overbevist om, at det lige var en film for mig. Hold nu kæft…. så kom den der 5 timers tudetur bagefter…. igen. Dagen efter var mine øjne så hævede, at jeg tænkte ” jeg kan simpelthen ikke, gå udenfor en dør i dag “.

Det er så skide irriterende, når jeg tuder, hæver mine øjne i så voldsom en dimission, at jeg ligner et monster. Når man vågner næste dag tænker man “hvor faen er min øjne blevet af”. Heldigvis er det ikke noget jeg gør ofte, selvom jeg er sensitiv – tuder jeg helst ikke. Jeg hader faktisk at tude, men indimellem gør det faktisk alligevel godt, at slippe noget ud, med tårerne -men jeg gør det altså helst ikke!

Måske det er en’ af de ting, jeg burde blive bedre til, men “hårdhed” kommer ikke ud af ingenting.

 Jeg får altid et sug i maven, når jeg hører ” No One Ever Loved” med Lykke Li derfra, det nok næsten tæt på, at jeg bliver temmelig grådlabil.

Det er virkelig os et smukt budskab den film har, det en af de der “surprise” film, hvor jeg tænkte “ej hun kan sgu da ikke bare dø, nej nej de elsker jo hinanden,stop filmen og lav en ny slutning”.

Filmen rammer så fandens realistisk, for jo’ folk dør fra os, folk vi elsker – folk der elsker os. Nogen gange er der bare film, eller musik der slår benene væk under os, oftest når vi mindst forventer det. Måske er det vigtigt, at vi ikke undervurderer, den terapeutiske egenskab det har!

Jeg har fundet en ny film, jeg gerne vil se. Jeg tror det er en af dem, der falder i kategorien 5 timers tuderi, så det kræver selvfølgelig lidt planlægning, at få den set. Filmen hedder ” Mens vi lever”. Titlen kræver umiddelbart ingen yderligere forklaring. Jeg håber jeg får taget mig mod til, at få den set. Det kan os være jeg venter, til den kommer på Netflix – nogen gange er det nemlig nemmere, at tudbrøle hjemme.