Der er rigtig mange, der har spurgt, til vores søster – så her er en lille status ♡

*En uge efter … et øjebliksbillede, som er fantastisk, fordi vores søster har det godt, til trods … Men, både hun, og Tom er overvældet, af den nye situation de står i. Så vi talte lige om i dag, at selvom, det er meget sødt, og betænksomt, af venner, og bekendte, er det også vigtigt lige nu, at Tom, og Inger kun behøver, at forholde sig, til den nærmeste familie. Det håber jeg/ vi, at der kan finde forståelse for*

I går, var det 7 dagen, efter amputationen. Som i kan se på billedet, har vi en søster, som er godt tilpas. Det går ligeså stille fremad. Det er fantastisk, og på mange måder, meget rørende.

Jeg føler stadigvæk, at vi alle, i den nærmeste familie, og selvfølgelig os vores søster, er rystet, og ret chokeret, fordi det hele, er gået meget stærkt.

Jeg skriver jo, som sagt os  “et øjebliksbillede”, for det er jo absolut klart, at det ikke kun, er lutter lagkage.

I går, da jeg var på hospitalet, var Inger ret frustreret. Hun føler lidt, hun bliver presset til, at hun ” hurtigt skal udskrives”. Det var sådan, jeg forstod, vores samtale.

Det er svært, for til trods for, at vi bestemt, har et velfærdssamfund, så ligger det os lidt, mellem linjerne, at så snart, man er en smule selvhjulpen, så skal man, hurtigst muligt hjem.

Jeg er sikker på, at vores søster absolut hellere, ville være hjemme i vante omgivelser, men… når man bor i et to – etagers hus, så betyder en benamputation, jo til trods en del.

Der er mange ting, der skal planlægges. Der er ting, der skal ændres, ting man ikke bare lige kan jave til, at gøre.

Samtidig med, skal hovedet, jo os være med.

Det kan sagtens være, at man kommer langt, med et lyst sind, sort humor, og latter, men det er vigtig, at huske, at det til trods, er en meget stor livsændring, ikke kun for kroppen, men bestemt os for hjernen.

Ting vi andre, måske tage lidt for givet, fordi vi har begge ben.

Man skal have tid til, at vænne hoved, og krop til, at skulle samarbejde, når nu hjernen stadigvæk siger, “bare brug dit ben” – det kan hun jo ikke bare, for det er der, jo ikke mere ! Så kan hjernen ” snakke” alt det den vil.

Jeg forstår frustrationen. Jeg forstår, at virkeligheden nok rammer mest, når Inger, er tilbage i deres hus. Hun vil absolut i starten, blive mindet om alt det, hun ikke “bare lige” kan mere.

Men, jeg ved os, at hun klarer den. Jeg ved, hun har styrken til, at fortsætte med, at kæmpe denne kamp. Jeg ved det, fordi hun har familie, og venner, som støtter, og bakker op omkring, at det skal lykkes.

Jeg er sikker på, at man sagtens kan blive lykkelig – os selvom, man kun har et ‘ ben ♡