Klask! Det her rammer mig, med 200 km i timen. Så kan det vist ikke, siges mere eksistentialistisk, kan det ?!

Det er en sandhed, de færreste af os bryder om. Måske er det derfor, mange er bange for døden. Tænk, alt det vi ikke får lov til, at opleve.

Jeg forstår det, jeg forstår det virkelig.

Jeg husker, da jeg var lille. Jeg havde en periode, hvor jeg var meget bange for døden.

Det har muligvis,en ganske tæt kobling til, at vores mor mistede sin far, mor, og stedfar på under et år, da jeg var 8.

Måske fordi,  jeg aldrig har glemt, hvordan mor brød fuldstændig sammen, efter vi havde været inde i kapellet, og kysse hendes far farvel.

Hun var meget tæt knyttet, til sin far.

Det er ikke rart, at se sin mor i så stor sorg, slet ikke når man kun er 8 år. Det er ihvertfald noget, jeg aldrig har glemt.

Jeg glemmer heller aldrig synet, af min døde bedstefar. Det var på mange måder smukt, men mor sagde så til mig “ vil du ikke lige kysse bedstefar farvel” ?

Det ville jeg jo gerne, for jeg var jo os ked af, at han var død. Måske os lidt forvirret, jeg var jo kun 8 år.

Nå, men jeg går hen til kisten, det ser ud som om han sover. Jeg husker det ikke som om, han så uhyggelig ud.

Der er bare lige et men’ .. mor havde glemt, at fortælle mig, at han havde lagt på køl, så da jeg kysser ham, bliver jeg ret forskrækket, fordi

“ han er jo helt frossen”

Jeg tror måske os, det var derfor, jeg ikke ville se min mormor, da hun kort tid efter dør. Jeg kan huske, at vi alle var ved kapellet, og jeg blev spurgt, om ikke jeg ville sige farvel.

Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg tror, jeg var bange for, om jeg så os skulle kysse hende, eller måske, var det bare fordi, at det var for voldsomt med endnu en begravelse, så kort tid efter bedstefars død.

Som jeg husker det, havde jeg efterfølgende et par år, hvor jeg tudbrølede hver eneste gang, jeg tænkte på, at jeg en dag selv, skulle dø !

Det var den mest frygtelige tanke, jeg kendte. Måske det alligevel bare, giver rigtig god mening hvorfor…